Info om JordogVidenJob

Før du indgår aftale om et nyt job, er det altid en god idé at få vejledning i Jordbrugsakademikerne (JA) om løn- og ansættelsesvilkår. Det anbefales også, at vilkårene for ansættelsen forhandles på plads, inden stillingen tiltrædes - og allerbedst inden du opsiger din nuværende stilling.

OBS! Hvis du ønsker at benytte vores vejledning, pjecer mv. skal du være medlem. Flere informationer om medlemskabet kan ses på JAs hjemmeside.

Privat ansættelse

Ved privat ansættelse fastsættes løn- og ansættelsesvilkår efter individuel forhandling. Aflønningen skal som regel også forhandles, selv om der findes en overenskomst, eller hvis der inden for virksomheden/branchen findes en vejledende lønaftale eller et internt lønsystem.

Hvis du søger ansættelse i private virksomheder, opfordres du til - inden ansættelsessamtalen - at læse informationerne på www.ja.dk under privat ansættelse — specielt kontrakt og vejledning - og herefter at kontakte JAs sekretariat angående løn- og ansættelsesvilkår for jordbrugsakademikere inden for den pågældende branche/arbejdsplads. Endvidere er det vigtigt, at JA gennemgår udkastet til ansættelseskontrakt, inden kontrakten forhandles færdig og underskrives.

Offentlig ansættelse

Jordbrugsakademikerne har på medlemmernes vegne indgået overenskomster og aftaler med de offentlige arbejdsgivere i stat, amt og kommune. Som offentlig ansat er du på såkaldt "Ny løn". Derfor er der for den lokale tillidsrepræsentant eller JA i varierende grad mulighed for at forhandle individuelle tillæg til dig.

Ring eller e-mail til JA og få at vide, hvem der er tillidsrepræsentant på din nye arbejdsplads, så snart du har fået tilbudt dit nye job. Sig aldrig dit gamle job op, før tillidsrepræsentanten har aftalt evt. tillæg med ledelsen. Hvis forhandlingen ikke kan være færdig, inden du havde tænkt dig at sige op, så udskyd opsigelsen. Arbejdsgiveren kan nemlig ikke give det job, du har fået tilbudt, til en anden, fordi der stilles krav om tillæg, eller fordi der forhandles om lønnen.

At skrive ansøgninger

Det er altid et stort arbejde at skrive en god ansøgning!
Der findes ingen facitliste til en ansøgning, men her kommer et par forslag:
En ansøgning skal være på max 1 A4 side Denne ene side er din eneste mulighed for at gøre arbejdsgiveren interesseret i netop dig! Så skriv, hvad du tilbyder arbejdsgiveren og husk at ”besvare” annoncen — altså beskrive, hvad du tilbyder ud fra de kompetencer, arbejdsgiveren efterlyser.


C.V.
Du skal sammen med ansøgningen medsende dit C.V
Det er en rigtig god ide at udarbejde et såkaldt brutto CV, hvor alt er med. Så vil det være lettere for dig at trække det relevante ud — specielt målrettet det job, du søger. Du skal begynde med nutiden og arbejde dig bagud. Som nyuddannet skal du have job på din uddannelse, derfor er det vigtigt at beskrive lige præcis, hvordan din uddannelse er sat sammen, således at arbejdsgiverne kan få et indtryk af dine kompetencer. Det er også vigtigt at beskrive resultater og hvordan du eventuelt har formidlet disse. Som nyuddannet er det din uddannelse som er vigtigst at beskrive frem for dine studiejobs.

Næsten alle jobs indeholder formidling på en eller anden måde — rapport — fremlæggelse - artikel. Husk at både bijobs, studenterjobs og dine fritidsinteresser fortæller noget om dig selv, men det må ikke overskygge din realkompetencer. Det er meget oppe i tiden, at man ved ansættelser ser på, om ansøgeren er et såkaldt "helt menneske". Dvs. man ser også på, hvad du beskæftiger dig med i fritiden, hvad du har af interesser, og om du er et familiemenneske.


Hvem er arbejdsgiveren?
Inden du begynder at skrive din ansøgning, så undersøg først, hvad firmaet står for - hvilke værdier og interesseområder — og ethvert firma har nu om dage en klar beskrevet mission og vision — ofte på hjemmesiden som også fortæller rigtig meget om firmaet og dets målsætninger. Hvad beskæftiger firmaet sig med - hvad lægger firmaet vægt på? Har de en miljøpolitik? Etisk politik? Etnisk politik? Efteruddannelsespolitik? Hvordan er deres udviklingsmål? Hvad har de gang i? Jo mere du ved om firmaet, jo lettere er det at skrive en ansøgning.


Når du så skriver din ansøgning, kan du måske finde nogle af dine egne egenskaber, som lige præcis passer ind i firmaets politik og målsætninger. Beskriv i din ansøgning, hvad du kan tilbyde firmaet.


Få men målrettede ansøgninger
Hellere færre målrettede ansøgningerne end en masseproduceret ansøgning til 100 arbejdsgivere.


Når du har skrevet en ansøgning, så læs den højt for en anden person, på den måde fanges rigtig mange fejl. Du skal passe på med at bruge for meget talesprog. Der må overhovedet ikke være slåfejl eller stavefejl i en ansøgning! Det irriterer og får arbejdsgiverens interesse væk fra dig som person.


Genbrug
Genbrug ikke dine ansøgninger.
Bliv ved med at målrette, variere sproget og formen.
Ansøgninger har ikke én "rigtig" form - arbejdsgiverne er forskellige mennesker og du ved ikke, hvem der læser dine ansøgninger!


Hvem er jeg!
Husk at skrive dit navn, adresse og telefonnumre og/eller andre numre/adresser på, hvor du kan træffes. Der er mange arbejdsgivere, der indkalder til samtale telefonisk eller elektronisk, og de vil gerne have hurtig kontakt.


Til samtale
Når du så er kommet til samtale, så er dine faglige kompetencer i orden og nu er det ofte kemien mellem ansøger og ansættelsesudvalget, det drejer sig om.
Forbered nogle spørgsmål til firmaet. Vær naturlig og ærlig — men at være ærlig betyder ikke, at du skal fortælle ALT — en arbejdsgiver forventer også, at du kan sætte grænser.


Yderligere hjælp
Hvis du har brug for en udtalelse om din ansøgning, så indsend en kopi af ansøgningen, CV og jobannoncen til JA sammen med et telefonnummer, hvor du kan træffes, så kontakter vi dig og giver en uformel udtalelse. Du må meget gerne være i god tid med sin ansøgning, da det ofte tager et par dage, inden vi vender tilbage til dig.


Held og lykke med din jobsøgning!
JA